Missionær kaster sig ud: Hvornår er det bedst at svigge sin egen tro?

I en lille by i Utah sidder en ung mand i sin kjole og kigger på sin telefon. Han har netop sendt en besked til sin far. Han siger ikke meget. Han siger bare, at han vil gå videre med livet. Ikke fordi han er blevet gift. Ikke fordi han er blevet svigt. Men fordi han ikke tror mere.

Det er ikke første gang. Tusindvis af unge mennesker har forladt deres mission. Men det er sjældent så enkelt. For hver besked, der sendes, følger en storm af skyld, forventning og kulturel kontrol.

Read nextSyet til perfektion eller dømt til at rynke? Det store buksemysterium splitter kreative sjæle

“Du er en frivillig,” sagde én kommentator. “Du kan sagt op til ethvert tid.”

Men ikke alle er enige. “De vil ikke have dig til at forklare dig,” sagde en anden. “De vil ikke have dig til at svigge. De vil bare have dig til at være ærlig.”

I Manchester, England, gik en anden ung mand ind i en meditationstime. Han troede, det var uskadeligt. Men allerede efter første time vidste han, at noget ikke var som det så ud.

“Alle havde samme ager,” sagde han. “Alle havde hvidt tøj. De slo ikke ord med hverandre.”

På væggen hang et billede af en gammel mand med en ballon af lys over hovedet.

“De sagde, det var ikke religiøst,” sagde han. “Men jeg vidste bedre.”

To historier. To valg. To veje væk fra kontrol.

Men hvis du går ind i et sted, og noget føles for falskt — så er det for fedt. Du skal ikke betale for at mediterere. Du skal ikke betale for at føle dig fri.

I denne episodes hosts dypper dybere ned i begge historier — og stiller det største spørgsmål: Hvornår er det bedst at være ærlig over for sig selv?