Lyset i sorgen: Hvordan minderne og troen bærer os igennem det sværeste savn

Når et ungt menneske tages fra os, ændres alt i et hjem. Bordet dækkes med en tom stol, og de stille timer om morgenen bærer en tyngde, som kun de, der har mistet, kender til. Men midt i denne smerte rejser troen et løfte om, at kærligheden aldrig hører op. St. Paulus minder os i Første Korintherbrev om, at vi i dette liv ser usikkert, som i et spejl. Vi ser kun fragmenter – glimt af en dreng, der elskede flyvemaskiner, byggede digitale verdener og bragte varme ind i ethvert rum med sit smil. Benjamin var kun femten år, da han bukkede under for leukæmi, samme alder og sygdom som den hellige Carlo Acutis. Familien og de pårørende ser deres fælles træk som et tegn på, at de to unge sjæle nu vandrer sammen i Himlen. For familien på jorden handler hverdagen nu om at lære at leve videre med de levende. At spise middag sammen, at grine over et minde eller at spille et videospil er ikke et svigt af den, der er gået i forvejen. Det er at lade hans kærlighed leve videre i hverdagens små handlinger. En kommentar på mindesiden udtrykte det således: 'Kærligheden ophører aldrig; den ændrer blot den måde, den bevæger sig igennem verden på.' Mange har skrevet bønner og tændt lys for Benjamin og hans efterladte. Bønnerne udtrykker både det dybe savn og det faste Håb om en dag at blive genforenet i Guds uendelige favn. I podcastepisoden af Remembering Benjamin — Danish udforsker værterne disse tanker dybere og deler trøstende ord til alle, der bærer på sorg.