Jeg Bad Tarot om Svaret, Og Det Svarede med Et Spøgelser-Hold

Jeg sidder med tre kort på bordet, og de har alle åbnet den samme dør. Jeg er ny i tarot, næsten en baby, og jeg har fulgt en simpel spredning: det nuværende problem, vejen ud og fremtiden, hvis jeg er villig til at gå den vej. Kortene er hoppet ud af stakken på samme tid, og de peger alle på et tidligere forhold.

Det første kort er 7 af Sværd. Det føles som bedrag. Måske var der nogen, der holdt mig for nar. Måske var det mig selv, der undgik sandheden. Jeg blev overrasket over bruddet, og stadig nu mærker jeg, at noget var skjult.

Read nextDin telefon er et kasino. Og huset vinder altid.

Det andet kort er Styrke. Det siger, at jeg skal stole på min indre kraft. Det er en opfordring til at stå op, men også en advarsel om, at jeg har båret for meget i for lang tid.

Det tredje kort er Tårnet i revers. Det er her, jeg er usikker. Er det et styrt, der undgås? En eksplosion, der er forsinket? En sandhed, der ikke vil bryde igennem?

Jeg beder om råd, fordi jeg er ny, og jeg vil ikke fejle min egen fortælling. En stemme siger, at jeg nok bærer ar fra ulydighed og list, men at jeg skal finde styrken til at gennemslå. En anden siger, at jeg har båret meget, nu lærer jeg fra det, og at fremtiden er at gå videre og genopbygge.

Men der er også en skarpere stemme. Den siger, at Tårnet i revers kan betyde, at nogen undgår den afregning, sammenbruddet kræver. De har bedaget mig, og de tror, de er sluppet af med det. Tårnet falder i langsom motion, og de har endnu ikke set skaden. Jeg skal holde øje med faldende skår i mit følelsesmæssige felt.

En anden stemme spørger, om jeg måske beskytter en fortælling, der strider mod det, andre ser. Hvor er jeg ulyd over for mig selv? Hvilke systemer klamrer jeg til, selv om de ikke længere tjener mig?

Så vender jeg mig om, og nu sidder jeg med en anden fortælling. Jeg ser spøgelser. Ofte er de soldater fra anden verdenskrig, fordi området, hvor jeg bor, blev angrept dengang. Jeg ser også mange ofre fra en sumpskred.

En ven af mig, der ikke ser spøgelser, kom med en teori i dag. Han siger, at vi kun kan se de spøgelser, der stoler på os. Jo mere de stoler på os, jo tydeligere kan vi se dem. Han mener, at fordi jeg har trauma, kan spøgelserne føle det i min aura og stole mere på mig. Dyr generelt elsker mig, så det er ikke underligt, at dyrespøgelser måske føler sig forbundne med mig.

I min vens tilfælde ser han færre spøgelser. Måske stoler de bare ikke på ham endnu. Nogle spøgelser opfatter jeg som skygger, dem der måske ikke stoler på mig så meget endnu. Andre ser jeg klart og i farve, måske fordi de stoler på mig meget.

Min ven havde en anden teori. Han spekulerede på, om vi kan se spøgelser afhængigt af, hvordan vi voksede op. Da jeg ofte var alene i barndommen, måske det gav mig mulighed for at opfange det overnaturlige bedre.

Det er bare en teori, men den sidder i mig som et lille lys i en mørk stue. Er det tillid, der gør spøgelser synlige, eller er det min egen fortælling om at være såret, alene og særlig, der giver oplevelsen mening?

De to fortællinger står sammen som to spejle. Det ene viser en kortlægning, der kan være en vej ud. Det andet viser en teori om tillid, der kan være en måde at organisere det usynlige på. Måske er der en indre styrke, der ikke er undvigelse, men overlevelse. Måske er der en tillid, der er en åben dør, men også en blid lukkedør.

På Tredje Øje gælder de to fortællinger igennem, og de to værter taler om, hvad kortene og spøgelserne egentlig siger om mig.