Afsløring af rockens hemmeligheder: Er punkens stjerneskud i virkeligheden nepo-babyer?

Musikverdenen elsker en god fortælling om det upolerede talent, der bryder igennem fra garagen ved ren og skær viljestyrke. Men bag de energiske guitarsoloer og rå vokalbrøl lurer en langt mere kynisk virkelighed. Lige nu raser to debatter, som truer med at pille glorien af både fremtidens håb og fortidens største helte.

I centrum for den første storm står pigegruppen The Linda Lindas. De fire unge musikere stormede ind i den kollektive bevidsthed med eksplosiv energi og en befriende legelyst, der fik etablerede stjerner som Paramores Hayley Williams til at juble. Men kigger man nærmere på stamtræet, dukker et velkendt mønster op. En af medlemmernes far er en erfaren producer med dybe rødder i branchen. Pludselig forvandles historien om de uafhængige punkoprørere til endnu en fortælling om familiære forbindelser og åbne døre.

Read nextBiskoppens nye digitale lænker: Præster trues med tavshed mens kristen stjerne flygter fra syndens scene

Reaktionerne i musikmiljøet er nådesløse. En kommentator sagde ligeud, at begrebet nepo-baby er fuldstændig velvalgt her, fordi forbindelser i kulissen skaber en urimelig fordel, som almindelige håbefulde musikere kun kan drømme om. Vedkommende argumenterede for, at genren punk oprindeligt udsprang af en modstand mod etablerede privilegier, hvilket klinger hult, når backinggruppen har adresse i branchens inderste cirkler.

Omvendt mener andre, at kritikken er forfejlet og misundelig. En anden kommentator argumenterede passioneret for, at det er helt naturligt for børn af musikere at suge håndværket til sig fra barnsben. Hvorfor skal unge piger straffes for deres ophav, når deres sange rammer en nerve og leveres med uforfalsket glæde? Flere peger på, at idéen om en 'guilty pleasure' er forældet; hvis musikken fænger, er baggrunden underordnet.

Men mistilliden til det polerede stopper ikke ved nye bands. Den rammer nu også et af rockhistoriens mest elskede ikoner: afdøde Chester Bennington fra Linkin Park. Ingen betvivler hans følelsesmæssige aftryk, men en ny bølge af kras kritik sætter spørgsmålstegn ved hans faktiske sangtekniske evner på en scene.

I studiet skabte produceren Don Gilmore en uovertruffen vokalmaskine, der dominerede alverdens radiokanaler. Det mest berømte eksempel er det uafbrudte 17 sekunder lange skrig på klassikeren 'Given Up', som fans verden over betragter som en overmenneskelig præstation. Men virkeligheden på scenen fortæller en markant anderledes historie.

Data fra bandets turnéer afslører, at Chester blot gennemførte det fulde skrig i ét ubrudt stræk omtrent syv eller otte gange ud af de 400 gange, sangen blev spillet live. I hele 98 procent af koncerterne var han nødsaget til at splitte skriget i to for overhovedet at skåne stemmen. Det viser sig endda, at skriget oprindeligt opstod som et tilfældigt uheld i studiet, hvorefter sangstrukturen måtte justeres for at dække over det.

Kritikere anfører, at sangere med ægte vokal udholdenhed leverer varen ubesværet aften efter aften, og at Chesters status som teknisk vokalmester hviler på et fundament af studiekorrektioner. Forsvarere holder dog fast i, at netop den sårbare, uperfekte kamp på scenen gjorde ham menneskelig og elsket.

Hvor grænsen mellem ægte storhed og smart iscenesættelse går, tager værterne under kærlig og nådesløs behandling i det nye afsnit af podcasten.